mandag, juli 13, 2009

Vores kinesiske bryllup

I går holdt vi kinesisk bryllup. Det var noget specielt Annie's far havde set frem til i lang tid, for i Kina cirkulerer penge rundt i en cirkel - og i går var det Annie's fars tur til at vaere den glade "giver" (hvilket her altså betyder ham der modtager).

Annie og jeg havde været ude at købe bryllupstøj et par dage forinden, og på selve dagen blev Annie så ellers "gjort i stand". Det blev hun hos den lokale frisør, som sminkede hende (efter min mening fik vi et hvidt spøgelse ud af det ;) og satte hendes hår. En særdeles yndig brud! Som en beskeden jyde skulle jeg nu ikke nyde noget og fik derfor kun en anelse glimmer i håret. Vi fik taget et par billeder af resultatet.

Et kinesisk bryllup handler egentligt ikke om brudeparret. Det handler om penge og om at spise (meget). Annie og jeg stod i døren og modtog alle gæsterne, som hver især medbragte en rød konvolut med penge i. De fleste passerede bare forbi (vi kendte dem ikke rigtig) og gik direkte hen med pengene og derefter op for at finde de bedste pladser. Dog havde Annie nogle glade gensyn med nogle tidligere klassekammerater. Pengene blev talt op på kyndig vis af nogle venner (i fuld offentlighed), og det blev noteret præcis hvor meget hver især gav. Det hele skal jo gå op i cirklen af bryllupper!

Derefter gik Annie så rundt med thevand med bønner i, som hun delte ud til samtlige 300 personer. Til gengæld herfor puttede folk så penge i glassene, når de returnerede dem. På den måde fik vi skrabet 3100 yuan sammen, som Annie forærede til sin mor. Det var meningen jeg skulle gå rundt og skåle med samtlige forsamlede, men jeg ved ærlig talt ikke hvad der blev af det. I stedet fulgte jeg bare trop og viste mit glade ansigt sammen med Annie - og det lykkedes mig at skåle kun et par gange, og det i øl.

Og så! Ligeså pludselig som de var kommet, ligeså pludseligt gik alle gæsterne hjem. Der var allerede gået en time, og det er den tid det tager at spise en middag. Da gæsterne nu var forsvundet var det vores tur til at spise. Der var anrettet et specielt bord til os med det samme som gæsterne nød. Efter min mening var det ikke noget særligt, og det mad Annie's mor laver til hverdag overstiger langt dette bryllupsmåltid.

Men gæsterne var glade, og ligeså var Annie's far. 26000 yuan blev der samlet ind, og da det kun kostede det halve var det en succes.

Annie og jeg får dog intet ud af det. Vi rejser videre i overmorgen og lader bryllupsbyen i stikken til fordel for hangzhou, longjing-theens hjemsted!



Annie og hendes søster, Jiang Wen Feng:



Noget familie:

1 Comments:

Blogger Karin aka Guin said...

Tillykke med det kinesiske bryllup. Hvor er billederne!?!! :D

8:00 PM  

Send en kommentar

<< Home