Sydkina

I Sydkina har man mange groentsager. Helt vildt mange og helt vildt gode og velsmagende. Det er laekkert at se at sydkineserne stadigvaek spiser saa mange groentsager. Det er ogsaa tydeligt at se forskel paa kineserne nordpaa og sydpaa; sidstnaevnte virker meget sundere, og selvom de er smaa er jeg sikker paa at de er meget sundere end folk i Beijing - ja, helt sikkert ogsaa end folk i Danmark. Alle maaltider efter morgenmaden bestaar af ris og groentsager, og saa kombineres det af koed eller tofu. Det er fantastisk laekkert, selvom de nu engang bruger meget olie. Og saa spiser de saltede aeg fra duer, ogsaa en delikatesse der er vaerd at proeve, om end noget saltet..

I gaar fik vi en utrolig laekker groentsag, som gror vildt i bjergene. Det koster kun 1 yuan (0.75 kroner) for en lille busk, og saa smager det himmelsk. Og paa trods af store forureningsproblemer i hele Kina, ja saa maa de paa et eller andet plan vaere oekologiske. :-)

Til gengaeld er folk her meget uciviliserede paa de fleste omraader, men de er paa den anden side utrolig aabne og godhjertede. Man foeler sig altid velkommen (hvor meget man saa end er som en abe i zoologisk have ;).

Men uanset hvor aabenhjertige og venlige kineserne er, saa er og bliver en af de ting jeg hader (HADER!) og som desuden mange kinesere hader, ja, det er det faktum at i Kina er der noget der hedder guanxi. Paa dansk: Forbindelser. Det betyder at man kun er og kan blive noget i kraft af sine forbindelser. Man bliver noedt til at passe og pleje sine forbindelser, selv til folk man ikke kan udstaa (de saakaldte kinesiske slanger). Man tager til middage, hvor folk er utrolig aabenhjertige men paa den mest overfladiske maade jeg har set. Der er nogle ting man her bliver noedt til. F.eks. bliver man noedt til at haelde kinesisk risvin i sig - eller som minimum daarligt smagende kinesisk oel. Naar folk oeser op paa ens tallerken eller siger at man skal tage noget, ja, saa skal man altsaa tage noget! Jeg hader det. Annie hader det. De fleste kinesere hader det. Men det er der og det vil det vaere i laaaang tid.

Paa den mere positive side er en bustur fra Yichun by til Annie's hjemby en oplevelse uden lige. Det er en utrolig gammel bus der raeser afsted og goer livet usikkert for andre trafikanter og gaaende, som alle andre biler i Kina. Inde i bussen er der til gaengaeld for det meste en utrolig god stemning. Folk taler rask vaek med folk de ikke kender og kommenterer alt de ser. Inkl. udlaendinge. :) Jeg kan kun sige jeg har et utrolig godt indtryk af kinesisk kultur paa dette omraade; det kunne vi danskere helt sikkert laere noget af!!!

Lidt stemningsbilleder fra taget på Annie's foraeldres hus. Der brugte jeg meget tid oppe på at laese:

Paa hospital i Kina

Det er laenge siden min blog er blevet opdateret, men nu er det vist paa tide. Foerste indlaeg bliver om min og Annie's tur paa hospital i Kina. Vi var saa uheldige at blive syge begge to mens vi var i Annie's hjemby Yichun i Jiangxi provins, og da man nu engang bliver noedt til at tage til doktor om man er hjemme i Danmark eller ej, ja, saa tog vi konsekvensen og aflagde ham et lille visit.

Men hvor stor en oplevelse var det ikke! I Kina har man ikke (som i Danmark) en doktor man gaar til. Man har en hel bunke af smaa hospitaler spredt rundt omkring i byen (selv i en lille by som Yichun med kun nogle hundrede tusinde indbyggere). Og hvis man ikke er bekendt med nogle steder stikker man en finger i vejret og vaelger et hospital alt efter hvordan vinden blaeser.

Men da nu Annie's soester er sygeplejerske og arbejder i Yichun paa et lille hospital tog vi naturligvis derhen. Det foerste vi fik at vide var at vi skulle ligge i drop to timer om dagen i fem til ti dage... TO TIMER OM DAGEN I FEM TIL TI DAGE!!! Deer stod jeg altsaa af. Konsekvensen var at jeg tog paa privathospital og spenderede 30 kroner der. Og derefter tog tilbage til Annie's soesters hospital og lagde mig selv i drop. :)

Men ok, jeg burde stole paa de kinesiske laeger, for de har jo vel ogsaa en form for erfaring, selv i vestlig medicin. Saa det vil jeg ikke gaa i naermere detaljer omkring, selvom jeg ofte foelte mig staerkt uenig med dem.

Det jeg i stedet vil naevne er deres hygeine. For i Kina er hygeine en by i Rusland. Jeg tror virkelig ikke at de ved noget om at passe paa dem selv eller andre. Nu vil jeg ikke gaa i dybden med hygeinen paa spisesteder eller offentlige steder (det kunne blive en laaaaang historie), men bare kort beskrive hvad jeg saa paa hospitalet.

Foerste indtryk: Man sidder i drop paa et hospital hvor hele facaden vender ud til en osende gade med sand og stoev hvirvlende rundt i luften - og det til og med en facade der er aaben; ingen doer eller vindue, bare en mur der burde vaere der men ikke er det. Men ok, naalene og medicinen fejlede ikke noget, det var engangssager det hele. Derimod blev jeg foerst senere opmaerksom paa (selvom Annie hver gang insisterede) at jeg endelig ikke maatte vaske haender efter droppet, for vandet er en bakteriebombe uden lige - udrikkelig og farlig at komme i kontakt med blod med.

Naeste indtryk var den rotte jeg saa pile hen af gulvet foran mig, glad og fro og tydeligvis velernaeret..! Nu er jeg ikke saa naiv at tro at man i Kina - med den hygeine - kan blive fri for rotter.. men alligevel! Paa et hospital!

Dernaest (og det forstaar jeg altsaa simpelthen ikke ved kinesisk boerneopdragelse) det faktum, at kinesiske boern tisser og skider paa gulvet. De gaar aldrig med ble, i stedet har de to huller i bukserne, et foran og et bagved. Det bruger foraeldrene til at faa dem til at tisse. Paa gulvet. Paa hospitalet. Og i hjemmet. Faktisk alle steder. Selv i togene. Ad! Og jeg var bestemt ikke glad for at den dreng der fik indsproejtning to dage i traek og sad ved siden af mig, at han havde kronisk tissetrang.. paa gulvet foran mig... oev! :)

Men alt dette er helt normalt i Kina, og jeg kan saagar vaenne mig til det (en smule i hvert fald). Men hvor *er* jeg dog glad for de danske tilstande! Giv boernene ble og potte; fjern rotterne fra hospitalerne; og luk doeren for usundt skidt fra gaden. Tak!

Herunder billeder af en stolt soester:



... og en noget omtaaget helt: