Billedtur i Yichun og Bing Jiang
Her lidt billeder af hvordan der ser ud i Yichun og Bing Jiang. Bing Jiang er Annies hjemby, mens Yichun er en storby i nærheden.
Annie yndede at pakke Elisa ind som en levende død:
En Kinesisk legeplads fuld af liv. Elisa og Lis tiltrak stor opmærksomhed.
Sådan ser Annies forældres lejlighed ud udefra:
Tehus i Yichun. Et lidt atypisk tehus, men rigtig hyggeligt. Ovenpå var der traditionen tro specielle lokaler til selskaber (hvor der traditionen tro livligt bliver spillet kort, på kinesisk: poker).
Og så var vi endnu en tur på Ming Yue Shan. Der var stadigvæk lige flot. Jeg løb igen, som den eneste sjovt nok, hele vejen op og ned langs de seks vandfald. Jeg nåede denne gang toppen, hvorfra man har et fantastisk udsyn over hele egnen og hvorfra jeg, som en ægte kineser, råbte af mine fulde lungers kraft: JEG GJORDE DET! ... Og nej, min stemme var ikke kraftig nok til at skabe ekko. Den døde hen et ganske ubemærket sted mellem vandfaldene.
Bagefter var vi på hotpot-restaurant, Sichuan style. Det var helt absurd stærkt, men heldigvis smagte jeg stort set ikke på det, da Annies far havde bestemt at alt godt fra havet skulle derned. Og ikke kun det, også alt godt fra grise, inkl. hjerne, lever, og sikkert meget mere jeg ikke har lyst til at tænke på. Lis og jeg spiste lidt stegte ris med æg, til stor fortrydelse for Annies far - som havde inviteret bestyreren af Ming Yue Shan til middag. Ja-ja. Jeg gad godt invitere dem på blåskimmelost og se om de spiste noget. Kom bare an! ;)
Annie yndede at pakke Elisa ind som en levende død:
En Kinesisk legeplads fuld af liv. Elisa og Lis tiltrak stor opmærksomhed.
Sådan ser Annies forældres lejlighed ud udefra:
Tehus i Yichun. Et lidt atypisk tehus, men rigtig hyggeligt. Ovenpå var der traditionen tro specielle lokaler til selskaber (hvor der traditionen tro livligt bliver spillet kort, på kinesisk: poker).
Og så var vi endnu en tur på Ming Yue Shan. Der var stadigvæk lige flot. Jeg løb igen, som den eneste sjovt nok, hele vejen op og ned langs de seks vandfald. Jeg nåede denne gang toppen, hvorfra man har et fantastisk udsyn over hele egnen og hvorfra jeg, som en ægte kineser, råbte af mine fulde lungers kraft: JEG GJORDE DET! ... Og nej, min stemme var ikke kraftig nok til at skabe ekko. Den døde hen et ganske ubemærket sted mellem vandfaldene.
Bagefter var vi på hotpot-restaurant, Sichuan style. Det var helt absurd stærkt, men heldigvis smagte jeg stort set ikke på det, da Annies far havde bestemt at alt godt fra havet skulle derned. Og ikke kun det, også alt godt fra grise, inkl. hjerne, lever, og sikkert meget mere jeg ikke har lyst til at tænke på. Lis og jeg spiste lidt stegte ris med æg, til stor fortrydelse for Annies far - som havde inviteret bestyreren af Ming Yue Shan til middag. Ja-ja. Jeg gad godt invitere dem på blåskimmelost og se om de spiste noget. Kom bare an! ;)
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home