De Levende Døde

Ærgerligt jeg ikke tog noget billede af dem, De Levende Døde. Jeg har tænkt meget på dem, siden jeg var i Kina sidste gang. De har gjort et usletteligt indtryk på mig.

I Annies hjemby kører de rundt. I Bing Jiang. Udtryksløse. Tunge. Ustoppelige. Som Zombier.

De bevæger sig i et slør af rød tåge, det røde sand, som hvirvles op fra vejen omkring dem. Støvet vidner om de kræfter, der er på spil. Kun forfra ses den blå farve, lastbilerne har. Bagfra er luften rød, forpestet. For det er dén, de bringer med sig. Pesten. Ødelæggelsen. Hvad pesten var for menneskene er De Levende Døde for Jiangxis små bjerge. Hvor de kommer overlever intet.

Chaufføren er ikke til at se bag ruden. Den er for støvet. Er der mon nogen? Er der liv derinde?

Der hersker stor respekt om dem. Hvor de kommer, viger alt andet, bryder deres bane. Og dog lægger ingen rigtig mærke til dem. De er der bare, på vejene, omhyllet af det røde støv.

Jeg har tit tænkt på dem. Undret mig. Hvordan er det at være levende død? Hvordan føles det? Hvordan ser verden ud, set fra en zombies øjne? Det tænkte jeg over, da jeg så dem, og jeg tænker stadigvæk over det. Jeg vil gerne prøve det. Og alligevel ikke...