lørdag, juli 18, 2009

Longjing og himmelsk kinesisk the

Et par kilometer udenfor hangzhou ligger byen longjing. Nogle af jer vil sikkert genkende navnet, for det er nemlig også navnet på en af de bedste grønne theer i Kina - efter sigende den bedste! Det kunne jeg jo ikke lade gå forbi min næse, så i går lejede vi et par cykler og begav os ud på landet.

Longjing ligger omringet af småbjerge lidt oppe i højderne. Når man nærmer sig byen, ja, faktisk så snart man kommer ud på landet, ser man straks thebuskene udbrede sig i landskabet; på markerne, på bjergene, bjergskråningerne, overalt er de, de små thebuske. Det er simpelthen en fantastisk tur for en theentusiast som mig!





Longjing betyder "Dragon Well", efter sigende fordi solens lys reflekteres som en drage i vandet. Hvis man spørger byens beboere selv, hvorfor longjing-theen er den bedste, så lyder svaret entydigt at jorden heromkring (specielt jo højere man kommer) indeholder en helt speciel sammensætninger af mineraler.



Nå, men vi cyklede igennem et par små landsbyer, som alle har lov at kalde deres the longjing, førend vi nåede selve byen. På vejen mødte vi tilfældigt (da vi pga. vejen var nødt til at gå) en dame fra byen, som selv var på vej tilbage. Vi inviterede os selv indenfor for at drikke the, og jeg skal lige love for at vi fik smagt og købt noget godt the! Med mit ringe kendskab til kinesisk the må jeg sige at longjing-theen er virkelig overbevisende god!







Bagefter spiste vi friskfanget, fritgående kylling og lækre grøntsager der - mums!

En lille finurlighed ved longjing theen er at den kinesiske regering også gerne vil have fat i theen, og specielt den the der laves af første omgang theblade - de første, bedste og altså dyreste. Derfor har regeringen bestemt at halvdelen af longjing-byens theproduktion skal doneres til regeringen, frit og kvit. Det er, som de kalder det, byens fornemste opgave at dele - på kommunistisk vis, naturligvis, med regeringen. Pøblen og andre godtfolk (som turister) kan så købe det i thebutikker for skandaløs overpris!

Heldigvis fik vi det billigt, for de vil nemlig gerne selv sælge deres the, så de undgår at sælge billigt til forretninger.