Togrejser i Kina

Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker at rejse med tog i Kina. Der er noget helt specielt over det. Ikke blot den måde toget skærer sig gennem landskabet på, også oplevelserne inde i selve togvognen er fascinerende.

Man kan rejse på flere klasser i Kina, sjovt nok. Man kan rejse på Hard Seat, Soft Seat, Hard Bed og Soft Bed. Jeg plejer at rejse på hard bed, men denne gang, med Elisa på kun 1 år, valgte vi at være magelige og rejse på soft bed.

Kun én gang har jeg rejst på hard seat. Det var på vej til Annies hjemby lige før Spring Festival, altså Kinesisk Nytår. Det var en oplevelse for sig selv. Pladsen var trang, mange stod op hele vejen. Jo mere vi bevægede os ned gennem Kina, des mere fyldt blev toget. For at komme på toilet skulle man afse god tid; ikke kun måtte man møve sig frem gennem et overfyldt tog, man måtte også stå i lang kø. Og toiletterne er et helt kapitel for sig, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her; kun at nævne at de *ikke* bliver mere og mere behagelige i takt med at rejsen skrider frem.

Noget andet som ikke bliver renere er selve togvognen. Når kinesere, der rejser på hard seat, spiser, smider de bare affald på gulvet. Afgnavede kyllingeben. Snacks. En af mine veninder har berettet om hvordan forældre lod deres barn tisse på gulvet, midt inde i vognen...

Men med sengevognene er det noget andet. Dér er der altid rent. I disse vogne sætter vognens ansvarlige en ære i at der er styr på tingene.

Det bedste ved at rejse i tog i Kina er at alle har lyst til at snakke. Der går ikke mange minutter før der er livlig samtale i vognene. Kinesere er et nysgerrigt folkefærd, og det oplever man om noget sted i togene.

Her nogle billeder af vores rejse på soft bed:

Og sengene er til for at blive sovet i:

Billedtur i Yichun og Bing Jiang

Her lidt billeder af hvordan der ser ud i Yichun og Bing Jiang. Bing Jiang er Annies hjemby, mens Yichun er en storby i nærheden.

Annie yndede at pakke Elisa ind som en levende død:

En Kinesisk legeplads fuld af liv. Elisa og Lis tiltrak stor opmærksomhed.

Sådan ser Annies forældres lejlighed ud udefra:

Tehus i Yichun. Et lidt atypisk tehus, men rigtig hyggeligt. Ovenpå var der traditionen tro specielle lokaler til selskaber (hvor der traditionen tro livligt bliver spillet kort, på kinesisk: poker).

Og så var vi endnu en tur på Ming Yue Shan. Der var stadigvæk lige flot. Jeg løb igen, som den eneste sjovt nok, hele vejen op og ned langs de seks vandfald. Jeg nåede denne gang toppen, hvorfra man har et fantastisk udsyn over hele egnen og hvorfra jeg, som en ægte kineser, råbte af mine fulde lungers kraft: JEG GJORDE DET! ... Og nej, min stemme var ikke kraftig nok til at skabe ekko. Den døde hen et ganske ubemærket sted mellem vandfaldene.

Bagefter var vi på hotpot-restaurant, Sichuan style. Det var helt absurd stærkt, men heldigvis smagte jeg stort set ikke på det, da Annies far havde bestemt at alt godt fra havet skulle derned. Og ikke kun det, også alt godt fra grise, inkl. hjerne, lever, og sikkert meget mere jeg ikke har lyst til at tænke på. Lis og jeg spiste lidt stegte ris med æg, til stor fortrydelse for Annies far - som havde inviteret bestyreren af Ming Yue Shan til middag. Ja-ja. Jeg gad godt invitere dem på blåskimmelost og se om de spiste noget. Kom bare an! ;)

De Levende Døde

Ærgerligt jeg ikke tog noget billede af dem, De Levende Døde. Jeg har tænkt meget på dem, siden jeg var i Kina sidste gang. De har gjort et usletteligt indtryk på mig.

I Annies hjemby kører de rundt. I Bing Jiang. Udtryksløse. Tunge. Ustoppelige. Som Zombier.

De bevæger sig i et slør af rød tåge, det røde sand, som hvirvles op fra vejen omkring dem. Støvet vidner om de kræfter, der er på spil. Kun forfra ses den blå farve, lastbilerne har. Bagfra er luften rød, forpestet. For det er dén, de bringer med sig. Pesten. Ødelæggelsen. Hvad pesten var for menneskene er De Levende Døde for Jiangxis små bjerge. Hvor de kommer overlever intet.

Chaufføren er ikke til at se bag ruden. Den er for støvet. Er der mon nogen? Er der liv derinde?

Der hersker stor respekt om dem. Hvor de kommer, viger alt andet, bryder deres bane. Og dog lægger ingen rigtig mærke til dem. De er der bare, på vejene, omhyllet af det røde støv.

Jeg har tit tænkt på dem. Undret mig. Hvordan er det at være levende død? Hvordan føles det? Hvordan ser verden ud, set fra en zombies øjne? Det tænkte jeg over, da jeg så dem, og jeg tænker stadigvæk over det. Jeg vil gerne prøve det. Og alligevel ikke...