Togrejser i Kina

Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker at rejse med tog i Kina. Der er noget helt specielt over det. Ikke blot den måde toget skærer sig gennem landskabet på, også oplevelserne inde i selve togvognen er fascinerende.

Man kan rejse på flere klasser i Kina, sjovt nok. Man kan rejse på Hard Seat, Soft Seat, Hard Bed og Soft Bed. Jeg plejer at rejse på hard bed, men denne gang, med Elisa på kun 1 år, valgte vi at være magelige og rejse på soft bed.

Kun én gang har jeg rejst på hard seat. Det var på vej til Annies hjemby lige før Spring Festival, altså Kinesisk Nytår. Det var en oplevelse for sig selv. Pladsen var trang, mange stod op hele vejen. Jo mere vi bevægede os ned gennem Kina, des mere fyldt blev toget. For at komme på toilet skulle man afse god tid; ikke kun måtte man møve sig frem gennem et overfyldt tog, man måtte også stå i lang kø. Og toiletterne er et helt kapitel for sig, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her; kun at nævne at de *ikke* bliver mere og mere behagelige i takt med at rejsen skrider frem.

Noget andet som ikke bliver renere er selve togvognen. Når kinesere, der rejser på hard seat, spiser, smider de bare affald på gulvet. Afgnavede kyllingeben. Snacks. En af mine veninder har berettet om hvordan forældre lod deres barn tisse på gulvet, midt inde i vognen...

Men med sengevognene er det noget andet. Dér er der altid rent. I disse vogne sætter vognens ansvarlige en ære i at der er styr på tingene.

Det bedste ved at rejse i tog i Kina er at alle har lyst til at snakke. Der går ikke mange minutter før der er livlig samtale i vognene. Kinesere er et nysgerrigt folkefærd, og det oplever man om noget sted i togene.

Her nogle billeder af vores rejse på soft bed:

Og sengene er til for at blive sovet i:

Billedtur i Yichun og Bing Jiang

Her lidt billeder af hvordan der ser ud i Yichun og Bing Jiang. Bing Jiang er Annies hjemby, mens Yichun er en storby i nærheden.

Annie yndede at pakke Elisa ind som en levende død:

En Kinesisk legeplads fuld af liv. Elisa og Lis tiltrak stor opmærksomhed.

Sådan ser Annies forældres lejlighed ud udefra:

Tehus i Yichun. Et lidt atypisk tehus, men rigtig hyggeligt. Ovenpå var der traditionen tro specielle lokaler til selskaber (hvor der traditionen tro livligt bliver spillet kort, på kinesisk: poker).

Og så var vi endnu en tur på Ming Yue Shan. Der var stadigvæk lige flot. Jeg løb igen, som den eneste sjovt nok, hele vejen op og ned langs de seks vandfald. Jeg nåede denne gang toppen, hvorfra man har et fantastisk udsyn over hele egnen og hvorfra jeg, som en ægte kineser, råbte af mine fulde lungers kraft: JEG GJORDE DET! ... Og nej, min stemme var ikke kraftig nok til at skabe ekko. Den døde hen et ganske ubemærket sted mellem vandfaldene.

Bagefter var vi på hotpot-restaurant, Sichuan style. Det var helt absurd stærkt, men heldigvis smagte jeg stort set ikke på det, da Annies far havde bestemt at alt godt fra havet skulle derned. Og ikke kun det, også alt godt fra grise, inkl. hjerne, lever, og sikkert meget mere jeg ikke har lyst til at tænke på. Lis og jeg spiste lidt stegte ris med æg, til stor fortrydelse for Annies far - som havde inviteret bestyreren af Ming Yue Shan til middag. Ja-ja. Jeg gad godt invitere dem på blåskimmelost og se om de spiste noget. Kom bare an! ;)

De Levende Døde

Ærgerligt jeg ikke tog noget billede af dem, De Levende Døde. Jeg har tænkt meget på dem, siden jeg var i Kina sidste gang. De har gjort et usletteligt indtryk på mig.

I Annies hjemby kører de rundt. I Bing Jiang. Udtryksløse. Tunge. Ustoppelige. Som Zombier.

De bevæger sig i et slør af rød tåge, det røde sand, som hvirvles op fra vejen omkring dem. Støvet vidner om de kræfter, der er på spil. Kun forfra ses den blå farve, lastbilerne har. Bagfra er luften rød, forpestet. For det er dén, de bringer med sig. Pesten. Ødelæggelsen. Hvad pesten var for menneskene er De Levende Døde for Jiangxis små bjerge. Hvor de kommer overlever intet.

Chaufføren er ikke til at se bag ruden. Den er for støvet. Er der mon nogen? Er der liv derinde?

Der hersker stor respekt om dem. Hvor de kommer, viger alt andet, bryder deres bane. Og dog lægger ingen rigtig mærke til dem. De er der bare, på vejene, omhyllet af det røde støv.

Jeg har tit tænkt på dem. Undret mig. Hvordan er det at være levende død? Hvordan føles det? Hvordan ser verden ud, set fra en zombies øjne? Det tænkte jeg over, da jeg så dem, og jeg tænker stadigvæk over det. Jeg vil gerne prøve det. Og alligevel ikke...

Hangzhou - igen

Vi ankom til Hangzhou om morgenen. Det var varmt og trafikken var tæt - det var sæson for plukning af te og dermed højsæson for turister. Vi besluttede at gå til hostellet, og jeg er stolt af at kunne bekendtgøre at vi overhalede vores bus på vej dertil. :)

Her en lille billedtur:

Derfra besøgte vi igen Xi Hu (West Lake), en dejlig tur.

Elisa bliver hentet af utålmodig mor:

Jeg elsker de hængepile de har i Kina:

Elisa og Annie har ikke tid til at nyde træerne:

Bilerne skal frem. Jeg kan slet ikke tælle alle de gange Elisa fik sagt BÅT-BÅT på turen!

Elisa besøger Starbucks. Nogle drikker kaffe, andre spiser flødeskum.

... og ja, hvis du endnu ikke har opdaget det: Der *er* flot! :)

Forårstur i Kina

Så tog vi igen til Kina, denne gang med min mor og Elisa. Jeg har i over et år gruet for flyveturen med Elisa (en overnatningstur på 9 timer, potentielt en grufuld affære), men min bekymring blev gjort til skamme. Det var hårdt, nuvel, men vi overlevede alle sammen, og ligeledes gjorde de andre passagerer. Min mor er en baby-underholdningsdynamo og hun tager en stor del af æren for at det gik så godt.

Vi ankom til Beijing næste dag, men det dér med tidszoner er ikke Annies stærke side, og hun havde derfor forregnet sig; i forhold til planen mistede vi lige pludselig en dag, hvilket vi fandt ud af efter at have købt flybilletter (vores hostel bemærkede ingenting, selvom vi ankom en dag for sent). Så fluks dagen efter ind i toget til Hangzhou med et træt barn. Endnu en potentielt grufuld affære, men den eneste der kom i søvnbekneb var undertegnende, som sov i øverste køje - ved siden af en tungt sovende, tungt snorkende kinesisk mand. (Det skal dog også siges at Starbucks' kaffe mistænkes for at være medskyldig i min manglende nattesøvn).

Tilbage i Beijing

Med tog tilbage til Beijing igen - 237 km i timen fra Shanghai til Beijing. Her fik vi sagt farvel til zhanghui (aka Sunny), Annie's bedste veninde.

Vi tog også lige en tur på silkemarkedet og købte en North Face rygsæk (kopi) for 200 yuan (ca. 180 kroner). De har fået påbud om at de ikke længere(!) må sælge kopier af North Face rygsække, så de var ikke at se i forretningerne. Til gengæld tog de dem beredvilligt op af andre lidt større rygsække når vi tøvede med at købe de andre kopier, de gerne måtte sælge. Sjovt! :)

Her ses et billede af Annie og Sunny:



Og tøjdesigneren selv. Hun designer tøj til rige kunstnere. Hun tjener 1000 yuan om måneden (ca. 800 kroner), men ét stk. af det tøj hun designer koster i butikken 2600 yuan (ca. 2000 kroner). Da vi talte med hende en aften havde de solgt for 13000 yuan (10000 kroner) på én enkelt dag. Hvor mon alle de penge bliver af? I hvert fald ikke til designeren!



Og os alle sammen i et af Beijings "Night Streets", fyldt til randen af udlændinge, der kommer for at more sig:

Shanghai

Vi var i Shanghai i 3 dage. Shanghai er en interessant by; meget forskellig fra Beijing og dog alligevel så lig. Ét kan man dog sige om Shanghai og dens beboere - der er knap så beskidt som i Beijing (og det meste af det Kina jeg har set) og beboerne er en anelse mere velklædte og trendy (f.eks. går unge fyre rundt med håndtaske - hvor trendy er ikke det!)

Jeg måtte i Shanghai for første gang bøje mig og spise vestligt, da jeg så denne Donkin' Donuts - men hva', Shanghai *er* jo en vestlig by:



Her ses et kulturelt shoppings-street. Ganske interessant, omend det bare er det samme bras som man kan købe alle andre steder i Kina. Men kønt er det i hvert fald. Læg mærke til højhusene i baggrunden:



Og nej, Annie, det *kan* gravide kvinder altså ikke!



Jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal skrive om Shanghai - det er bare en enorm stor by med høje huse og tæt trafik - ligesom alle andre Kinesiske byer.

Vi var på Shanghai Museum, og dét var rigtig godt. Jeg blev enormt inspireret af de kinesiske landskabsmalerier og har besluttet mig for at prøve lidt kræfter med det selv. Så da vi kom tilbage til Beijing hjalp Sunny (Annie's veninde) os med at købe nogle ting ind så jeg kunne komme i gang. Og her en uge senere sidder jeg og maler på rispapir (det er det nu ikke, selvom vi lystigt kalder det ved dette navn) - en sjov ny hobby.

Det interessante ved kinesiske landskabsmalerier er at maleriet er stykket sammen af forskellige landskaber, maleren har oplevet på sin inspirationstur. Et billede kan være 10 meter bredt og opsummere hele turen, fra forår til vinter.

En anden interessant ting er at billederne ofte indeholder små og store plamager af ikke-udfyldte områder. Det må så være op til seerens egen fantasi at udfylde områderne. Lige noget for mig! :)

Nå, men hvem ved - måske om et par år der vil komme nogle fotos af kinesiske landskabsmalerier malet af en pæredansk wanna-be kunstner.

Her et malerisk billede af en medarbejder i en restaurant, som er blevet lidt træt - og nej, det var ikke KFC:

Suzhou

Så har vi forladt hangzhou, en skøn by, og er ankommet til suzhou. Suzhou er kendt af kinesere som en af de flotteste byer i Kina - Marco Polo mente efter sigende det samme, dog overgået af hangzhou. Byens særpræg er (eller rettere: var) alle de små haver rundt omkring samt et sandt virvar af små åløb. Haverne har dog måttet vige pladsen for højhuse, og kun et par stykker er tilbage.



Vi besøgte i dag den største, og den var virkelig skøn. Der kommer billeder så snart jeg kommer hjem. Haven havde en hel masse lotus-blomster, og det er interessant at se dem i virkeligheden, når vi nu spiser så meget fra denne plante her i Kina!



Lotus-planten har i midten af toppen en lille kegleformet kerne, som kineserne spiser. Inde i kernen er der en masse bønner, som smager rigtig godt. Sjov plante!







Der er ikke så meget mere i suzhou, så vi besluttede os egentlig for at tage tilbage til Beijing; men dette skulle dog vise sig at være knap så nemt som vi troede. Det var helt umuligt at få en togbillet herfra. Alt var booket allerede 7 dage forinden, så medmindre vi ville stå op hele vejen (næsten et helt døgn!) så blev vi nødt til at tage til Shanghai først og derfra tage et hurtigtog om natten - siddende!

Så næste stop er altså Shanghai - uventet, men interessant! :)

Longjing og himmelsk kinesisk the

Et par kilometer udenfor hangzhou ligger byen longjing. Nogle af jer vil sikkert genkende navnet, for det er nemlig også navnet på en af de bedste grønne theer i Kina - efter sigende den bedste! Det kunne jeg jo ikke lade gå forbi min næse, så i går lejede vi et par cykler og begav os ud på landet.

Longjing ligger omringet af småbjerge lidt oppe i højderne. Når man nærmer sig byen, ja, faktisk så snart man kommer ud på landet, ser man straks thebuskene udbrede sig i landskabet; på markerne, på bjergene, bjergskråningerne, overalt er de, de små thebuske. Det er simpelthen en fantastisk tur for en theentusiast som mig!





Longjing betyder "Dragon Well", efter sigende fordi solens lys reflekteres som en drage i vandet. Hvis man spørger byens beboere selv, hvorfor longjing-theen er den bedste, så lyder svaret entydigt at jorden heromkring (specielt jo højere man kommer) indeholder en helt speciel sammensætninger af mineraler.



Nå, men vi cyklede igennem et par små landsbyer, som alle har lov at kalde deres the longjing, førend vi nåede selve byen. På vejen mødte vi tilfældigt (da vi pga. vejen var nødt til at gå) en dame fra byen, som selv var på vej tilbage. Vi inviterede os selv indenfor for at drikke the, og jeg skal lige love for at vi fik smagt og købt noget godt the! Med mit ringe kendskab til kinesisk the må jeg sige at longjing-theen er virkelig overbevisende god!







Bagefter spiste vi friskfanget, fritgående kylling og lækre grøntsager der - mums!

En lille finurlighed ved longjing theen er at den kinesiske regering også gerne vil have fat i theen, og specielt den the der laves af første omgang theblade - de første, bedste og altså dyreste. Derfor har regeringen bestemt at halvdelen af longjing-byens theproduktion skal doneres til regeringen, frit og kvit. Det er, som de kalder det, byens fornemste opgave at dele - på kommunistisk vis, naturligvis, med regeringen. Pøblen og andre godtfolk (som turister) kan så købe det i thebutikker for skandaløs overpris!

Heldigvis fik vi det billigt, for de vil nemlig gerne selv sælge deres the, så de undgår at sælge billigt til forretninger.

The Great Chinese Firewall

Hvis nogle af jer har undret jer over hvorfor der ikke er billeder i min blog denne gang kommer her en forklaring:

Det er ikke nemt at komme til at blogge her i Kina. Der er blevet lukket for adgangen til samtlige blogs; kun de statsautoriserede kinesiske blogs er åbne, hvilket vil sige at alle indlaeg overvåges og at der holdes stram kontrol med hvad der bliver skrevet og af hvem!

Jeg har måttet ud i lidt af et proxy-eventyr for at få adgang til min blog på blogspot.com. Heldigvis er der nogle idealister derude som tilbyder proxy-sider, så jeg kan omgå den kinesiske overvågningsmur. Til gengæld bliver adgangen til disse lukket straks efter de skyder op, så det er med at være heldig! Desværre kan jeg ikke aktivere javascript på blogspot.com, for det kalder vist blogspot.com, og *så* bliver forbindelsen lukket! :(

Ifølge Lonely Planet sidder der 30000 kinesere derude ansat af den kinesiske regering of overvåger internettrafikken. Hvis I på et tidspunkt tilfældigvis skal til Kina og endnu mere tilfældigt skal bruge internet så god fornøjelse fra mig! :D

Hangzhou

Så er vi ankommet til hangzhou, en millionby tæt på shanghai. Hangzhou er specielt kendt for xihu - West Lake. Den blev anlagt omkring år 800, altså 1200 år siden, og den fik efter sigende Marco Polo til at kåre hangzhou som en af de flotteste byer i Kina.

Det var dengang! Nu er tiden en anden. Hangzhou er en kinesisk storby som alle andre kinesiske storbyer - fuld af højhuse, tætpakket af trafik og mennesker. Grå. Umenneskelig grå.

Til gengæld eksisterer West Lake stadigvæk, og den har de passet rigtig godt på. Omringet af skov og parker er den et rigtig godt tilflugtssted for byens beboere og turister. Selve søen består af en stor sø og en række småsøer. Der kommer billeder så snart jeg finder ud af hvordan man poster billeder her på bloggen.

Vi har ikke været så meget ude at se søen endnu, for der er 38 grader her i hangzhou! Gisp! Hvis man er så letsindig at bevæge sig udenfor bliver man simpelthen ramt af en mur af varme. Solen brænder så meget at hvis man efterlader sin cykel i solen i bare 2 minutter (bogstaveligt talt!) så er sadlen kogende!

I dag skulle der efter sigende vaere 39 grader udenfor - og derfor sidder jeg nu og blogger! :)

Tofu

Annie og jeg havde den store ære og glæde at kunne overvære hvordan man laver tofu! Annie's brors hustrus bror (lær mig venligst hvordan man siger det på dansk! :) laver tofu, som han sælger rundt omkring i landsbyerne. Vi blev inviteret hjem for at se hvordan det foregik.

Så vi stod stædigt op kl. 3 om natten efter brylluppet for at se hvordan denne fantastisk velsmagende kinesiske bønneost bliver til. Det er faktisk nemt: Man lægger børnnerne i blød i et antal timer (afhængig af årstid og friskhed fra 3 til 20 timer). Derefter maler man dem i en bønnemølle, hvorved man får sojamælk (bønnemælk) ud af det. Annie og jeg skal have investeret i sådan en. Zhanghui havde een hun ville forære os - så kan vi selv lave bønnemælk hjemme i Danmark. Nå, men efter bønnerne er kværnet har man altså mælken. Denne koger man, og når temperaturen når 80 grader tilsætter man et fortykkelsesmiddel - jeg tror det svarer til vores husblas eller agar-ager. Det hviler så til det bliver tykt. Herefter presser man vandet ud af tofuen ved at lægge noget tungt på det. Og vupsi! man har hjemmelavet tofu!

Nu er tofu jo ikke kun tofu. Der er mange forskellige slags tofu. Han lavede et par forskellige slags tofu - egentligt bare ved at stege dem i olie og tilsætte forskellige ting.

Til slut fik vi noget særdeles velsmagende sojamælk med hjem. Vi kalder det sojamælk, men det er faktisk bare bønner der bliver brugt - som regel grønne eller hvide bønner.

Vores kinesiske bryllup

I går holdt vi kinesisk bryllup. Det var noget specielt Annie's far havde set frem til i lang tid, for i Kina cirkulerer penge rundt i en cirkel - og i går var det Annie's fars tur til at vaere den glade "giver" (hvilket her altså betyder ham der modtager).

Annie og jeg havde været ude at købe bryllupstøj et par dage forinden, og på selve dagen blev Annie så ellers "gjort i stand". Det blev hun hos den lokale frisør, som sminkede hende (efter min mening fik vi et hvidt spøgelse ud af det ;) og satte hendes hår. En særdeles yndig brud! Som en beskeden jyde skulle jeg nu ikke nyde noget og fik derfor kun en anelse glimmer i håret. Vi fik taget et par billeder af resultatet.

Et kinesisk bryllup handler egentligt ikke om brudeparret. Det handler om penge og om at spise (meget). Annie og jeg stod i døren og modtog alle gæsterne, som hver især medbragte en rød konvolut med penge i. De fleste passerede bare forbi (vi kendte dem ikke rigtig) og gik direkte hen med pengene og derefter op for at finde de bedste pladser. Dog havde Annie nogle glade gensyn med nogle tidligere klassekammerater. Pengene blev talt op på kyndig vis af nogle venner (i fuld offentlighed), og det blev noteret præcis hvor meget hver især gav. Det hele skal jo gå op i cirklen af bryllupper!

Derefter gik Annie så rundt med thevand med bønner i, som hun delte ud til samtlige 300 personer. Til gengæld herfor puttede folk så penge i glassene, når de returnerede dem. På den måde fik vi skrabet 3100 yuan sammen, som Annie forærede til sin mor. Det var meningen jeg skulle gå rundt og skåle med samtlige forsamlede, men jeg ved ærlig talt ikke hvad der blev af det. I stedet fulgte jeg bare trop og viste mit glade ansigt sammen med Annie - og det lykkedes mig at skåle kun et par gange, og det i øl.

Og så! Ligeså pludselig som de var kommet, ligeså pludseligt gik alle gæsterne hjem. Der var allerede gået en time, og det er den tid det tager at spise en middag. Da gæsterne nu var forsvundet var det vores tur til at spise. Der var anrettet et specielt bord til os med det samme som gæsterne nød. Efter min mening var det ikke noget særligt, og det mad Annie's mor laver til hverdag overstiger langt dette bryllupsmåltid.

Men gæsterne var glade, og ligeså var Annie's far. 26000 yuan blev der samlet ind, og da det kun kostede det halve var det en succes.

Annie og jeg får dog intet ud af det. Vi rejser videre i overmorgen og lader bryllupsbyen i stikken til fordel for hangzhou, longjing-theens hjemsted!



Annie og hendes søster, Jiang Wen Feng:



Noget familie:

Mingyueshan - Bright Moon Mountain

Jeg frygter for mit liv! Det gør jeg hver gang jeg sætter min fod udenfor skyggen. Vi er kommet til Kina igen, og denne gang skal vi være her hele juli måned. I dag var der 38 grader, og det er en hel del mere end en nordbo som mig kan klare.

Men det er skønt alligevel. Jeg har købt nye løbesko og har sågar (på trods af varmen) været ude på min første tur i går aftes - en hurtig tur på cirka 5 km. Herligt at løbe ude mellem rismarkerne omringet af de mange karakteristiske små bjerge, der skyder op som paddehatte overalt i Jiangxi.

Vi startede i Beijing, hvor vi brugte nogle dage. Her besøgte vi Annie's bedste veninde zhanghui. Hun er en ildsjæl og brugte størstedelen af tiden på at lære mig at skrive kinesiske skrifttegn. Jeg har allerede lært en 10-12 stykker, så det må siges at være over al forventning.

Derefter gik turen til Annie's forældre. Det var en togtur på cirka 19 timer, og da jeg allerede var blevet lidt småforkølet i Beijing (det rammer mig hver gang) og togets udluftningssystem bogstaveligt talt blæser iskold vind ned i ryggen på een, ja, så måtte jeg tage den godt med ro de første dage her i yichun.

Til gengæld lykkedes det Annie og jeg at bestige mingyueshan, som er et fantastisk flot bjerg 40 kilometer udenfor yichun. Mingyueshan betyder "Bright Moon Mountain", og det er kendt for sine vandfald. De er også vidunderlige og da jeg fik knipset en del billeder på vej til toppen, følger der nogle af de mere vellykkede nedenunder (nogle ville nok forvente eller ligefrem mene at jeg derfor skulle være på dem alle, men jeg har i et forsoeg på ikke at overskygge bjergets naturlige skønhed valgt at vige til side - så enkelte vil altså være foruden forfatteren selv).