Suzhou

Så har vi forladt hangzhou, en skøn by, og er ankommet til suzhou. Suzhou er kendt af kinesere som en af de flotteste byer i Kina - Marco Polo mente efter sigende det samme, dog overgået af hangzhou. Byens særpræg er (eller rettere: var) alle de små haver rundt omkring samt et sandt virvar af små åløb. Haverne har dog måttet vige pladsen for højhuse, og kun et par stykker er tilbage.



Vi besøgte i dag den største, og den var virkelig skøn. Der kommer billeder så snart jeg kommer hjem. Haven havde en hel masse lotus-blomster, og det er interessant at se dem i virkeligheden, når vi nu spiser så meget fra denne plante her i Kina!



Lotus-planten har i midten af toppen en lille kegleformet kerne, som kineserne spiser. Inde i kernen er der en masse bønner, som smager rigtig godt. Sjov plante!







Der er ikke så meget mere i suzhou, så vi besluttede os egentlig for at tage tilbage til Beijing; men dette skulle dog vise sig at være knap så nemt som vi troede. Det var helt umuligt at få en togbillet herfra. Alt var booket allerede 7 dage forinden, så medmindre vi ville stå op hele vejen (næsten et helt døgn!) så blev vi nødt til at tage til Shanghai først og derfra tage et hurtigtog om natten - siddende!

Så næste stop er altså Shanghai - uventet, men interessant! :)

Longjing og himmelsk kinesisk the

Et par kilometer udenfor hangzhou ligger byen longjing. Nogle af jer vil sikkert genkende navnet, for det er nemlig også navnet på en af de bedste grønne theer i Kina - efter sigende den bedste! Det kunne jeg jo ikke lade gå forbi min næse, så i går lejede vi et par cykler og begav os ud på landet.

Longjing ligger omringet af småbjerge lidt oppe i højderne. Når man nærmer sig byen, ja, faktisk så snart man kommer ud på landet, ser man straks thebuskene udbrede sig i landskabet; på markerne, på bjergene, bjergskråningerne, overalt er de, de små thebuske. Det er simpelthen en fantastisk tur for en theentusiast som mig!





Longjing betyder "Dragon Well", efter sigende fordi solens lys reflekteres som en drage i vandet. Hvis man spørger byens beboere selv, hvorfor longjing-theen er den bedste, så lyder svaret entydigt at jorden heromkring (specielt jo højere man kommer) indeholder en helt speciel sammensætninger af mineraler.



Nå, men vi cyklede igennem et par små landsbyer, som alle har lov at kalde deres the longjing, førend vi nåede selve byen. På vejen mødte vi tilfældigt (da vi pga. vejen var nødt til at gå) en dame fra byen, som selv var på vej tilbage. Vi inviterede os selv indenfor for at drikke the, og jeg skal lige love for at vi fik smagt og købt noget godt the! Med mit ringe kendskab til kinesisk the må jeg sige at longjing-theen er virkelig overbevisende god!







Bagefter spiste vi friskfanget, fritgående kylling og lækre grøntsager der - mums!

En lille finurlighed ved longjing theen er at den kinesiske regering også gerne vil have fat i theen, og specielt den the der laves af første omgang theblade - de første, bedste og altså dyreste. Derfor har regeringen bestemt at halvdelen af longjing-byens theproduktion skal doneres til regeringen, frit og kvit. Det er, som de kalder det, byens fornemste opgave at dele - på kommunistisk vis, naturligvis, med regeringen. Pøblen og andre godtfolk (som turister) kan så købe det i thebutikker for skandaløs overpris!

Heldigvis fik vi det billigt, for de vil nemlig gerne selv sælge deres the, så de undgår at sælge billigt til forretninger.

The Great Chinese Firewall

Hvis nogle af jer har undret jer over hvorfor der ikke er billeder i min blog denne gang kommer her en forklaring:

Det er ikke nemt at komme til at blogge her i Kina. Der er blevet lukket for adgangen til samtlige blogs; kun de statsautoriserede kinesiske blogs er åbne, hvilket vil sige at alle indlaeg overvåges og at der holdes stram kontrol med hvad der bliver skrevet og af hvem!

Jeg har måttet ud i lidt af et proxy-eventyr for at få adgang til min blog på blogspot.com. Heldigvis er der nogle idealister derude som tilbyder proxy-sider, så jeg kan omgå den kinesiske overvågningsmur. Til gengæld bliver adgangen til disse lukket straks efter de skyder op, så det er med at være heldig! Desværre kan jeg ikke aktivere javascript på blogspot.com, for det kalder vist blogspot.com, og *så* bliver forbindelsen lukket! :(

Ifølge Lonely Planet sidder der 30000 kinesere derude ansat af den kinesiske regering of overvåger internettrafikken. Hvis I på et tidspunkt tilfældigvis skal til Kina og endnu mere tilfældigt skal bruge internet så god fornøjelse fra mig! :D

Hangzhou

Så er vi ankommet til hangzhou, en millionby tæt på shanghai. Hangzhou er specielt kendt for xihu - West Lake. Den blev anlagt omkring år 800, altså 1200 år siden, og den fik efter sigende Marco Polo til at kåre hangzhou som en af de flotteste byer i Kina.

Det var dengang! Nu er tiden en anden. Hangzhou er en kinesisk storby som alle andre kinesiske storbyer - fuld af højhuse, tætpakket af trafik og mennesker. Grå. Umenneskelig grå.

Til gengæld eksisterer West Lake stadigvæk, og den har de passet rigtig godt på. Omringet af skov og parker er den et rigtig godt tilflugtssted for byens beboere og turister. Selve søen består af en stor sø og en række småsøer. Der kommer billeder så snart jeg finder ud af hvordan man poster billeder her på bloggen.

Vi har ikke været så meget ude at se søen endnu, for der er 38 grader her i hangzhou! Gisp! Hvis man er så letsindig at bevæge sig udenfor bliver man simpelthen ramt af en mur af varme. Solen brænder så meget at hvis man efterlader sin cykel i solen i bare 2 minutter (bogstaveligt talt!) så er sadlen kogende!

I dag skulle der efter sigende vaere 39 grader udenfor - og derfor sidder jeg nu og blogger! :)

Tofu

Annie og jeg havde den store ære og glæde at kunne overvære hvordan man laver tofu! Annie's brors hustrus bror (lær mig venligst hvordan man siger det på dansk! :) laver tofu, som han sælger rundt omkring i landsbyerne. Vi blev inviteret hjem for at se hvordan det foregik.

Så vi stod stædigt op kl. 3 om natten efter brylluppet for at se hvordan denne fantastisk velsmagende kinesiske bønneost bliver til. Det er faktisk nemt: Man lægger børnnerne i blød i et antal timer (afhængig af årstid og friskhed fra 3 til 20 timer). Derefter maler man dem i en bønnemølle, hvorved man får sojamælk (bønnemælk) ud af det. Annie og jeg skal have investeret i sådan en. Zhanghui havde een hun ville forære os - så kan vi selv lave bønnemælk hjemme i Danmark. Nå, men efter bønnerne er kværnet har man altså mælken. Denne koger man, og når temperaturen når 80 grader tilsætter man et fortykkelsesmiddel - jeg tror det svarer til vores husblas eller agar-ager. Det hviler så til det bliver tykt. Herefter presser man vandet ud af tofuen ved at lægge noget tungt på det. Og vupsi! man har hjemmelavet tofu!

Nu er tofu jo ikke kun tofu. Der er mange forskellige slags tofu. Han lavede et par forskellige slags tofu - egentligt bare ved at stege dem i olie og tilsætte forskellige ting.

Til slut fik vi noget særdeles velsmagende sojamælk med hjem. Vi kalder det sojamælk, men det er faktisk bare bønner der bliver brugt - som regel grønne eller hvide bønner.

Vores kinesiske bryllup

I går holdt vi kinesisk bryllup. Det var noget specielt Annie's far havde set frem til i lang tid, for i Kina cirkulerer penge rundt i en cirkel - og i går var det Annie's fars tur til at vaere den glade "giver" (hvilket her altså betyder ham der modtager).

Annie og jeg havde været ude at købe bryllupstøj et par dage forinden, og på selve dagen blev Annie så ellers "gjort i stand". Det blev hun hos den lokale frisør, som sminkede hende (efter min mening fik vi et hvidt spøgelse ud af det ;) og satte hendes hår. En særdeles yndig brud! Som en beskeden jyde skulle jeg nu ikke nyde noget og fik derfor kun en anelse glimmer i håret. Vi fik taget et par billeder af resultatet.

Et kinesisk bryllup handler egentligt ikke om brudeparret. Det handler om penge og om at spise (meget). Annie og jeg stod i døren og modtog alle gæsterne, som hver især medbragte en rød konvolut med penge i. De fleste passerede bare forbi (vi kendte dem ikke rigtig) og gik direkte hen med pengene og derefter op for at finde de bedste pladser. Dog havde Annie nogle glade gensyn med nogle tidligere klassekammerater. Pengene blev talt op på kyndig vis af nogle venner (i fuld offentlighed), og det blev noteret præcis hvor meget hver især gav. Det hele skal jo gå op i cirklen af bryllupper!

Derefter gik Annie så rundt med thevand med bønner i, som hun delte ud til samtlige 300 personer. Til gengæld herfor puttede folk så penge i glassene, når de returnerede dem. På den måde fik vi skrabet 3100 yuan sammen, som Annie forærede til sin mor. Det var meningen jeg skulle gå rundt og skåle med samtlige forsamlede, men jeg ved ærlig talt ikke hvad der blev af det. I stedet fulgte jeg bare trop og viste mit glade ansigt sammen med Annie - og det lykkedes mig at skåle kun et par gange, og det i øl.

Og så! Ligeså pludselig som de var kommet, ligeså pludseligt gik alle gæsterne hjem. Der var allerede gået en time, og det er den tid det tager at spise en middag. Da gæsterne nu var forsvundet var det vores tur til at spise. Der var anrettet et specielt bord til os med det samme som gæsterne nød. Efter min mening var det ikke noget særligt, og det mad Annie's mor laver til hverdag overstiger langt dette bryllupsmåltid.

Men gæsterne var glade, og ligeså var Annie's far. 26000 yuan blev der samlet ind, og da det kun kostede det halve var det en succes.

Annie og jeg får dog intet ud af det. Vi rejser videre i overmorgen og lader bryllupsbyen i stikken til fordel for hangzhou, longjing-theens hjemsted!



Annie og hendes søster, Jiang Wen Feng:



Noget familie:

Mingyueshan - Bright Moon Mountain

Jeg frygter for mit liv! Det gør jeg hver gang jeg sætter min fod udenfor skyggen. Vi er kommet til Kina igen, og denne gang skal vi være her hele juli måned. I dag var der 38 grader, og det er en hel del mere end en nordbo som mig kan klare.

Men det er skønt alligevel. Jeg har købt nye løbesko og har sågar (på trods af varmen) været ude på min første tur i går aftes - en hurtig tur på cirka 5 km. Herligt at løbe ude mellem rismarkerne omringet af de mange karakteristiske små bjerge, der skyder op som paddehatte overalt i Jiangxi.

Vi startede i Beijing, hvor vi brugte nogle dage. Her besøgte vi Annie's bedste veninde zhanghui. Hun er en ildsjæl og brugte størstedelen af tiden på at lære mig at skrive kinesiske skrifttegn. Jeg har allerede lært en 10-12 stykker, så det må siges at være over al forventning.

Derefter gik turen til Annie's forældre. Det var en togtur på cirka 19 timer, og da jeg allerede var blevet lidt småforkølet i Beijing (det rammer mig hver gang) og togets udluftningssystem bogstaveligt talt blæser iskold vind ned i ryggen på een, ja, så måtte jeg tage den godt med ro de første dage her i yichun.

Til gengæld lykkedes det Annie og jeg at bestige mingyueshan, som er et fantastisk flot bjerg 40 kilometer udenfor yichun. Mingyueshan betyder "Bright Moon Mountain", og det er kendt for sine vandfald. De er også vidunderlige og da jeg fik knipset en del billeder på vej til toppen, følger der nogle af de mere vellykkede nedenunder (nogle ville nok forvente eller ligefrem mene at jeg derfor skulle være på dem alle, men jeg har i et forsoeg på ikke at overskygge bjergets naturlige skønhed valgt at vige til side - så enkelte vil altså være foruden forfatteren selv).