Jeg bryder mig ikke om Seoul. Det er en larmende, varm og stinkende storby. Biler fylder vejene med smog og menneskerne fylder gaderne med raaben og skrigen. Koreanerne synes at hver eneste butik skal udsende stoejende reklamer for at lokke kunder til. Maden skal helst vaere saa staerk at de selv er noedt til at pruste og stoenne for at faa den ned; smasken, prutten og boevsen syntes ogsaa at vaere meget velkomment; og saa spiser de alle mulige, meget ulaekre ting fra havet, f.eks. smaa, toerrede, hele fisk paa stoerrelse med en lillefinger med oejne og ben og det hele; for ikke at glemme toerrede blaeksprutter og svinefoedder! Hvis man ikke vil omkomme af varme skal man ned i metroen, men der er saa mange mennesker at man ikke selv er herre over hvor man havner.

Beijing, Danmark, jeg savner jer!

Jeg har vaeret i Sillewon siden mandag aften. Na yeon gaar selv i sommerskole i Seoul, en meget udbredt praksis i Korea, saa hun var der ikke.

Faktisk holder de meget paa gamle dyder; utroligt - Korea, som ellers er saadan et veludviklet land. Men faktisk er folkeskolen stadigvaek delt op i drenge og pigeskoler, de gaar i skoleuniform, og laerer pensum ved gammeldags metoder (altsaa terperi).

Det er dyrt for koreanske foraeldre at faa deres boern paa universitet. Det koster faktisk det samme pr. maaned som vi faar i SU. Derudover kommer jo saa lommepenge til boernene, boeger, osv. Dette er med til at laegge et enormt pres paa boernene, og dette pres foelte jeg ogsaa i denne familie - forstaaet i den forstand at foraeldrene havde meget store forventninger til deres boern. Faktisk lagde de ikke skjul paa at de var meget stolte af at boernene studerede meget haardt og at de haabede at de "blev til noget". For mig var det helt tydeligt at de ville blive meget, meget skuffede hvis andet var tilfaeldet.

Ja, nu er det jo ikke ligefrem min overbevisning at det er godt at laegge saadan et pres paa sine boern, saa jeg blev noedt til at fortaelle dem om min kinesiske ven, som havde en universitetsuddannelse, men nu var ansat i Blenz Coffee og alligevel var meget lykkelig. Selvom jeg gjorde dem det klart og endda direkte sagde at det var et stort og tungt pres for Na yeon, syntes de ikke at tage tanken ordentligt til sig. Jeg forstaar bare ikke saadan en tankegang og kan ikke stille mig helt tilfreds med den. Det er ikke helt godt nok. Men mere end det jeg gjorde kan jeg heller ikke tillade mig - jeg gik nok endda lige til graensen. Og ja, vi er jo trods alt heller ikke selv perfekte!

Uanset hvad, de var utrolig flinke, og jeg har nu set deres familiemoenstre - meget hirakisk og gammeldags.

Da Buddisterne blev fortraengt til bjergene af Konfucianisterne i hin dages Korea begyndte de at bygge templer i det skjulte. Derfor findes der utrolig mange buddiske templer i bjergene i Korea. Jeg kan forestille mig at der var enormt fredfyldt dengang, men desvaerre overrendes de nu af tusinder af glade turister (som mig), hvorfor munkene ikke har meget ro til deres "arbejde".

Forskellen mellem buddisme og kristendommen er til at faa oeje paa. Hvor buddisterne soeger indad (for at elske andre maa du elske dig selv), soeger kristendommen udaf (med naestekaerligheden). For mig, som er opvokset med kristendommen, virker buddismen helt absurd; det at elske sig selv er et livslangt studie, som aldrig kan afsluttes; naestekaerligheden, derimod, er noget vi alle(!) kan praktisere hver dag, om vi vier vores liv til det eller ej. Buddisterne lever et afsondret liv for gennem selvindsigt at laere at holde af livet - de ser det som grundlaeggende pinefuldt.

Naar jeg ser paa Korea i dag er det til at faa oeje paa hvilken "tro" der synes at vaere succesfuld: kirkerne skyder frem her som paddehatte, ja, jeg har aldrig set saa mange kirker i mit liv! Der er 10 millioner kristne i Korea ud af 45 millioner indbyggere. Ganske imponerende!

Kirken paa billedet er en "Maria"-kirke, en trosretning, hvor de tror paa Maria (laeg maerke til statuen). Jeg kom tilfaeldigvis derind med min guide (en af Na yeon's veninder) loerdag aften, og der var gudstjeneste. Jeg insisterede paa at vi var med. Det var en fantastisk oplevelse, en virkelig "messe".

Jeg er nu hjemme hos Na yeon's familie. De bor i Sillewon, en lille by 2 timer syd for Seoul. Det er herligt, de er utrolig flinke. Det er lykkes mig at komme ret taet paa koreanerne, selvom de taler et meget begraenset engelsk.

Ok. Saa hvad har han fundet ud af, ham Daniel? Han har 3 minutter til at skrive det...

Den vaesentligste forskel mellem Kina og Korea (eller rettere: Beijing og Seoul) er, at i Korea syntes de unge ikke at have deres egen identitet som i Kina. Det er som om de restloest proever sig frem mht livsstil, hvorimod de i Kina synes langt mere bevidste om dem selv. Det er dybest set nok pga. socialismen, og derfor lyder det ogsaa paradoksalt naar jeg snakker om et begreb som identitet. Men ikke desto mindre hviler kineserne meget mere i sig selv. Godt nok ligner de hinanden til forveksling, men koreanerne til gengaeld goer alt for ikke at ligne hinanden, og det kaster mange af dem ud i personlige kriser (har jeg hoert fra Na yeon).

Sagt i parentes: Jeg elsker Kina (laes: Beijing), mens jeg synes Korea er interessant, men ikke saa attraktiv.

Reelle foerste indtryk? Jeg ved det ikke. Maaske. Jeg vil slutte foer jeg roder mig ud i mere! :)

Her er et par billeder af mit Guest House i Seoul. Her er virkelig behageligt. Og ja, man sover paa gulvet!

Nu skal jeg videre til Sil-le-won, Na yeon's hjemby. Her skal jeg vaere et par dage og besoege hendes foraeldre. Det bliver spaendende.

Endelig nyt fra riget i midten. Mit kamera syntes igen det kunne vaere sjovt ikke at overfoere billederne, saa 1) det har vaeret fuld af billeder, hvilket medfoerer 2) jeg har ikke taget saa mange nye billeder. Men jeg har jo nu nogle fantastiske minder - uanset om der er billeder eller ej.

Ok, saa jeg moedte Annie, min "guide", paa Blenz Coffee. Det skal til hendes retfaerdighed straks siges at hun ikke var guide som saadan, hun inviterede mig faktisk ud. Saa derfor insisterede hun ogsaa paa det bestemteste paa at jeg ikke maatte betale for hende. Dog lykkedes det mig selvfoelgelig at faa klemt nogle fine gaver ind til hende hist og her.

Dagen efter skulle jeg jo afsted til Tai Shan, det hellige bjerg. Men (hvilket skulle blive til mit store held), der var ikke nogle togbiletter tilbage - alle de kinesiske studerende havde lige faaet sommerferie. Saa jeg maatte tilbage til mit Hostel - og Beijing.

Det resulterede i at jeg naeste morgen var hjemme hos Annie. Ja, hun bor faktisk i en Huton, eller rettere: i en lille lejlighed i en Huton. Den deler hun med 3 andre. Det var virkelig sjovt at se hvordan en kineser bor, og jeg tog et par billeder. Vi koebte ind paa et lokalt marked, og hun lavede noget simpelt men virkelig god mad - ris, groentsager og aeg/tomat paa pande. Paa billedet ses hun i koekkenet.

Nu er jeg i Seoul og har ikke mere tid.

Her staar han saa, helten.



Det var saa fra min dag med guide. Det var en helt fantastisk dag. Vi var foerst ude at koebe ind i et kinesisk supermarked. Her havde de masser af Carlsberg oel, foruden levende fisk og krabber der svoemmede rundt i akvariumer, og masser af laekre og ulaekre andre ting. Jeg forsoegte at finde ud af hvad de spiser til morgenmad, kineserne, men det lykkedes mig aldrig. Jeg har selv levet af toerret frugt og noget supermarkedsbroed (som er naermest latterligt daarligt).

Men vi gik paa restaurant og fik noget meget interessant mad. Jeg fik soja-maelk, hvilket er umaadeligt meget bedre end det man koeber i Danmark, og noget indbagt sesam-snask og groentsager. Om aftenen fik vi ris og lotusblomst-rod, og desuden noget kylling og svine stykker i ris. Det sidste var jeg ikke saa vild med, for det var virkelig olieret, men det foerste var super godt!

Min guide var en jeg moedte paa en cafe (ja, Blenz Coffee laver god kaffe ogsaa i Kina). Det var en af de ansatte, og hun inviterede mig ud at se byen. Det var helt sikkert den mest interessante dag i Beijing. Vi brugte hele dagen, fra 8 morgen til 12 aften.

Paa billedet viser hun en eller anden interessant frugt, som jeg ikke kender navnet paa. Men den var god alligevel.

Sommerpaladset var dog det mest imponerende sted. Det bestaar af 2/3 vand, men som det ses paa billedet er kineserne ogsaa ved at indtage dette. Igen var det bare dejligt at komme vaek fra selve byen.

Min tur til temple of Heaven Park var virkelig dejlig. Dejligt at komme lidt paa afstand af Beijings biler og mennesker. I parken var der baade templer og, ja, mennesker der spillede alle mulige former for spil. Billedet viser en form for badminton og tennis. Man slaar ikke til bolden, men griber den saa at sige med ketcheren og foerer den afsted. De spiller det paa en meget elegant og akrobatisk maade.

Her ses Tianamen Gate. Paa porten er et kaempestort portraet af Mao. De er meget glade for Mao. (men han var jo ogsaa 7/10, dvs. havde 70% ret og 30% uret, efter sigende) Billedet er taget fra Tianamin Square, dvs. Den Himmelske Freds Plads.



Her er et billede af Den Forbudte By. Kineserne vil stadigvaek ikke kalde det for Den Forbudte By, saa i Kina hedder den slet og ret Palace Museum.

Her er saa de famoese Huton'er. De ser maaske en anelse mere snuskede ud paa billedet end de er i virkeligheden. En anelse. Kent, du har vaeret der, du ved at det er nogle fantastiske steder. De lokale folk laver en del spaendende mad, hvoraf jeg dog kun har proevet noget af det sikre (broed og en slags pandekager). Du faar et maaltid og en oel for et par yuen (et par kroner). Men saa faar du maaske oven i koebet mavepine - maaske er det derfor det er saa billigt.

Men laeg maerke til cyklerne. De har en tendens til at samle alt muligt ragelse sammen og koere rundt med det paa deres cykler. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvorfor de goer det. Men man ser dem evig og altid cykle rundt med over-stablede trailere fra Huton til Huton.

Og det er netop noget af det sjove. De cykler rundt inde midt i Beijing, som ellers er en ren storby. Her blandt hoejhusene, de top-moderne storcentre og blandt fancy biler ser man dem maenge sig. Det goer faktisk Beijing til en vaeldig interessant by, synes jeg.

De fragter desuden ogsaa alt muligt andet end ragelse, bla. drikkevarer, mad, osv. Og vand ses mest ofte, ja, vi drikker vand som bare satan, for der er saa ulideligt varmt, at bare man traeder udenfor 2 sekunder, saa begynder man at svede! Det er en kombination af 35 grader, vindstille og alle de biler, der droener rundt.

Farvel kinesisk tog. Velkommen kinesisk storby.

Nu virker kameraet igen. Det var rigtig nok kablet. Saa hermed et par billeder af den kinesiske mur set fra toget. De taler vist for sig selv!

Jeg har taget en hel masse spaendende billeder i Kina, men mit (eller rettere: min storebrors) kamera synes ikke laengere det gider overfoere dem til computeren. Det maa vaere kablet (sagde Daniel beroligende til ejermanden...)

Nu har jeg vaeret i Beijing i fire dage, og jeg synes det er en fantastisk by; ja, baade byen og menneskene. Der er faktisk saa meget at se, saa mange stemninger der venter paa at blive oplevet, at jeg har jeg har besluttet at rejse herfra en eller to dage senere.

Jeg har selvfoelgelig vaeret nogle af de beroemte steder, og det har vaeret utrolig spaendende som turist. Her er meget flot. Men det mest interessante er faktisk bare at gaa rundt paa maa og faa og opleve stemningen og menneskene. Sidde og nyde en kop kaffe (eller: the). Der er bare saa pokkers mange kinesere.

Sidstnaevnte er ogsaa grunden til at jeg, naar jeg har gaaet hoejest 100 meter, hoerer ordet: Hellooo! (med tryk paa 'o'). En dialog/monolog med en kineser der vil oeve sit engelsk er nogenlunde saaleedes, med smaa variationer:

Hellooo! (med tryk paa 'o')
Hello.
How are you?
I'm fine.
Where are you from? (udtalt: wheryufrom)
I'm from Denmark.
Ah! Denmark! Andersen!
Yes! Andersen.
You like Beijing?
Yes, very much. It's a great city.
I'm an artist at university. Do you want to see gallery. You don't have to buy.
Ah, no, I've seen a lot already.
But it's different.
No thanks.
Ah! Nice to meet you!
You too!

Det er faktisk det eneste der frustrerer mig. Hellooo (med tryk paa 'o'), og saa alle de souvenier-saelgere, der, straks de ser en hvid person, raaber "Ni hao, hello, ni hao! Wanna buy? Look! Very fine! Postcard? Map og Beijing? Budda? Watch? Look!"

Jeg har desuden fundet mig en personlig guide. Jeg moedte en guide til Den Forbudte By, men jeg fik hende overtalt til at vaere guide for mig til Beijing i morgen (loerdag), saa det glaeder jeg mig meget til.

Mind mig forresten om at fortaelle om Huton'erne engang, for det er det allermest spaendende ved Beijing; Huton'erne og hvad deraf foelger. (for jer ikke-indviede er Huton'er en betegnelse for de oprindelige kvarterer i Beijing)

Det var alt for nu. Desvaerre forhindrer The Great Chinese Firewall mig i at goere en masse forskellige ting, bla. at se mine egne blogs..!

Hygge!

Stadigvaek Mongoliet. Hvordan kan de leve der?!

Jeg vil forresten lige naevne at jeg desvaerre var ombord paa et turisttog, uden een eneste lokal russer. I min vogn var der utallige hollaendere i en turgruppe, saa der var konstant hollandsk snak. Lidt aergerligt. Til gengaeld var jeg i kupe med en polak, som levede af at skrive rejseboeger (det er ham der skaaler paa et af billederne). Han skulle af i Ulan Baatar i Mongoliet, hvor han skulle vaere i en, to eller tre maaneder. Gid jeg havde valgt lidt tid i Mongoliet ogsaa, for det virkede til at vaere et utrolig spaendende land! Men helt sikkert: efter en uge ville jeg vaere saa utrolig traet af sand at jeg ville videre oestpaa.

I kupeen ved siden af min var der en dansk familie som skulle af i Irkutsk. Der skulle de bo hos en lokal familie og saa videre til Vladivostok (altsaa den oprindelige jernbane) og saa med fly til Japan. Spaendende!

Saa kom vi endelig til Mongoliet. Det var en vidunderlig tur gennem dette store og ubefolkede land! Foerst var der ikke oerken, saa kom den langsomt. Til sidst var der bare sand. Sand og, ja, nomader paa hest. Jeg saa ogsaa et par kameler. Efter bare den foerste halve dag i oerkenen var hele toget stoevet til at sand. Og saa var der helt ulideligt varmt!

Jeg vil lige indskyde en bemaerkning om russerne og mongolerne som personer. Mit indtryk af russerne er at de er meget indelukkede. De gider egentlig ikke at hjaelpe een og saa har de et helt andet begreb af service end vi har - for dem er service ikke-eksisterende; de faar penge for deres arbejde, ikke for service. Et eksempel var i spisevognen, betjeningen var mildest talt elendig!

Mongolerne, tilgengaeld, var langt mere aabne og imoedekommende. Og kineserne synes at vaere ligesaa imoedekommende. F.eks. da jeg paa et postkontor spurgte om vej til Bank of China var der en af de ansatte der forlod bygningen med mig for at vise mig vej! Absolut prisvaerdigt.

Men med det sagt synes ogsaa russerne at vaere et utrolig interessant folkefaerd.

Sibiriske landskaber. Naar der ikke var birketraeer i vejen (det var der 99% af tiden) saa var der ganske oede derude. Jeg havde nok ikke forventet at der var saa mange byer og bebyggelser, men der var faktisk for det meste mennesker eller (forfaldne) bygninger at se.

Men med Den Transsibiriske Jernbane troede man jo trods alt ogsaa at man skulle "finde" et nyt Amerika! Det gjorde man vist ikke, de ekstremt forfaldne og desuden mest forladte bygninger taget i betragtning. Det var faktisk ret dystert og trist. Det var tydeligt at se, at man ufrivilligt havde sendt mennesker derud under sovjet og at da de fik deres frihed til at forlade det igen, ja, saa var der mest kun gamle mennesker tilbage - og ingenting at lave.

En dame er paa vej hen for at tilbyde sine varer. Perronerne var fyldt med handlende. Desvaerre havde de ofte de samme varer, supermarkedsvarer; billige, men supermarkedsvarer. Nogle havde dog ogsaa hjemmebag med.

Saadan saa kupeen ud efter foerste dag. Og saadan saa den ud efter tredie dag (jeg kan selv ikke helt huske jeg har taget det sidste billede!)

Og her har vi saa toget, det kinesiske transsibiriske tog nummer 4. Og en flok kinesere, som ogsaa skulle med.

Moskva

Ja, saa kom jeg til Moskva. Desvaerre sendte Lufthansa min baggage til Munchen i stedet for Moskva, saa jeg fik aldrig set andet end omgivelserne fra mit hotel; Lufthansa lovede at jeg ville faa min baggage natten efter min ankomst, men det lykkedes foerst at faa den 2 timer foer min afgang med transsib. Alene at komme i kontakt med Lufthansa fra hotellet tog receptionisterne 5 timer!